Lærling

For direktør Kaj Dahl Andersen har det altid været vigtigt, at virksomheden tager et socialt ansvar og får uddannet fagligt dygtige VVS-montører.

Som regel er det unge direkte fra skolen, der kommer i lære, men for et par år siden fik Kaj en henvendelse fra en tidligere genbo, der gerne ville omskoles.

”Jeg gik til Kaj, da jeg så, at firmaet i Auning søgte lærlinge, og spurgte om han havde tænkt på at få en voksenlærling,” fortæller Ole Jensen, 48 år og voksenlærling på 3. år hos Kaj Dahl Andersen.

Nu er Ole en af tre voksenlærlinge i Aarhus VVS’s søsterfirma i Auning.

Uddannelsen på skolen

”På skolen er vi på samme hold som de unge, men vi er 6-7 voksenlærlinge, der har fulgtes ad siden vi begyndte,” fortæller Ole om det obligatoriske skoleforløb under uddannelsen.

”Det går faktisk godt med de unge. Der er jo lidt respekt omkring os lidt ældre, de unge har taget fint i mod os.

Og det giver et godt modspil, for vi, der er lidt modne, vil gerne have ro i timerne. De unge opdager jo, at vi skal sgu lære noget i stedet for at pjatte.

Det giver dem noget, at der er voksne imellem, det bliver lidt mere seriøst, så det er gået fantastisk godt på skolen.”

Ole mener, at der er mange fordele for firmaer, der tager modne og ansvarlige voksenlærlinge ind, selvom der selvfølgelig også skal være plads til at give de helt unge en chance for en læreplads.

Godt arbejdsklima

”Jeg meget glad for at være lærling hos Kaj. Der er rigtig mange gode kolleger, vi hjælper hinanden og der er et godt forhold hele vejen igennem – også til dem på kontoret.

Jeg kører for mig selv lige i øjeblikket, og er der udfordringer, som jeg ikke lige kan håndtere, så ringer jeg til svendene eller til Kaj, der er gode til at forklare, hvad man har brug for at vide.

Jeg får lov til at prøve rigtig mange ting og bliver godt udfordret. Og det lærer man af.”.

Ole kan også bekræfte Kajs interesse for hele uddannelsen.

Faktisk har Kaj tidligere kontaktet skolen og påvirket uddannelsen, så skoleopholdet kommer til at give mere mening ift. det, der efterspørges ude i det pulserende arbejdsliv.

”Kaj  spørger gerne ind til, når vi har 10 ugers skoleperiode, hvordan det går.”

Speciale i grøn energi

Oles speciale er Energi-specialist, en af tre specialist-grene oven på VVS-montør-uddannelsen.

Han og Kaj valgte specialet energi sammen, idet de vurderede, at flere vil gå over til grønne energikilder.

Oles speciale handler om at kunne installere og servicere varmepumper.

Desuden uddannes man i at beregne, hvordan man i forskellige typer huse kan få energiforbruget sat ned, så man kan vejlede kunderne til at få energibesparelser.

Ole vil meget gerne blive i firmaet, når han er færdig, for det er en arbejdsplads, hvor man bliver vist tillid og føler sig værdsat.